Nu er det muligt at anvende Google Street View i vores område, idet alle veje og 2 interne stier er blevet tilgængelige. Billederne kan være interessante i flere sammenhænge – især kan de være brugbare for bestyrelsen i relation til bygge- og deklarationssager.
Blokhus Avis skrive følgende om projektet:
Billeder af de små veje og stier i Blokhus og Grønhøj er takket været en håndsrækning fra Sol og Strand kommet med på Google Maps Street View, fortæller Sol og Strand i en pressemeddelelse.
En håndsrækning på 15.000 kroner har ført til, at det er lettere at finde vej på de små veje og stier i Blokhus- og Grønhøj-området.
Donationen er blevet brugt på at få Jens Peter Hansen fra firmaet TrailView til at gennemfotografere de små stier og veje i området og bagefter lægge de mange tusind billeder op på Google Maps Street View.
Google har en stor flåde af Street View-biler, der systematisk har gennemfotograferet – ikke blot Danmark, men hele verden og på den måde gjort Google Maps endnu mere levende og brugbar.
Men der er mange steder, hvor de firehjulede ikke kan komme frem, og der står Jens Peter Hansen fra TrailView klar med sin cykel. Han ligner enhver anden cyklist, men på toppen af cykelhjelmen har han monteret et kamera, der tager billeder, efterhånden som han cykler sig gennem de områder, de skal fotograferes.
Sidste sommer brugte han tre hele dage på at cykle rundt på spor, stier, mark og plantageveje i Blokhus- og Grønhøjområdet. Det blev samlet til 353 kilometer på to hjul, hvilket har medført, at der er kommet 225 kilometer nye gennemfotograferede ruter fordelt på 345 strækninger med på Google Maps Street View.
Der hvor bilerne fra Google standser, begynder jeg, fortæller Jens Peter Hansen, der er glad for håndsrækningen fra Sol og Strand, der har muliggjort arbejdet med at gennemfotografere Blokhus og Grønhøj.
