
Så har den nye affaldsordning været i gang i et år. Bestyrelsen har ikke i perioden haft henvendelser om driftsproblemer eller uhensigtsheder i den indførte ordning. Der var på forhånd skitseret i beslutningsoplægget, at der især på de to containerpladser kunne opstå problemer og utilsigtet brug, som kunne give ejerauget udgifter til løsning. Det har heldigvis ikke været tilfældet. Der har kun været et mindre problem ved pladsen ved Tunen, hvor der i nogle uger i sommerferien blev stillet glasemballage og flasker ved postkasseanlægget, men det blev løst ved opsætning af skilte.
Siden generalforsamlingen har bestyrelsen arbejdet med flere opgaver udover den normale drift. I relation til den forestående vurdering af ejerlaugets 86 ha fredede friareal er Vurderingsstyrelsen spurgt i 2 omgange om hvordan fredede friarealer vurderes. Det er der ikke kommet konkrete svar på. Derfor blev den tidligere Skatteminister og et nordjysk folketingsmedlem i efteråret kontaktet skriftligt. Henvendelserne er aldrig blevet besvaret. Derfor blev der rettet henvendelse til den nye Skatteminister i slutningen af november. Ministeren har netop svaret på henvendelsen. Korrespondancen kan læses i nyhedsopslag fra den 20. december.
På naturområdet har samarbejdet med Jammerbugt Kommune krævet en ekstra indsats, idet indgåede aftaler på flere områder ikke er overholdt. Derfor er der sendt en skriftlig klage til kommunens ledelse, hvilket har givet en fornyet kontakt til relevante medarbejdere, men på trods af hyppig opfølgning fra Naturplejeudvalget er der ikke endnu udført nogle af de manglende opgaver.
På vejområdet har der været arbejdet med anlæg ved Ferbækken for at sikre at Ferborgvej ikke skyller ned i bækken ved kraftige regnskyl. Det er omtalt i et tidligere nyhedsopslag.
Vi forventer, at 2026 byder på “normal drift” for bestyrelsen med generalforsamlingen som årets højdepunkt. Generalforsamlingen holdes den 18. juli kl. 10 i Jetsmark Idrætscenter.
Bestyrelsen ønsker alle glædelig jul og et godt nytår.